Tine Kirk Pedersen
Direktør for Danske Havne
Flere danske kommuner ønsker boliger på erhvervshavnene, men det er en dårlig idé, advarer brancheorganisationen Danske Havne.
Hvilken rolle skal de danske havne spille i fremtidens byer? Det spørgsmål diskuteres for tiden i mange danske kommuner. Skal havnene være erhvervs- og industriklynger eller attraktive boligområder?
Flere kommuner ser en fidus i at bygge boliger på havnefronten for at tiltrække ressourcestærke borgere, hvilket har ført til afvikling af en række danske erhvervshavne.
For eksempel tog et enigt byråd i
Kolding sidste år en beslutning om at afvikle byens erhvervshavn i løbet
af de kommende 25 år for at give plads til boliger og et rekreativt
område.
Erhvervshavne skaber arbejdspladser
Men det er en dårlig idé at etablere boliger på erhvervshavnene. Det mener brancheforeningen Danske Havne, der repræsenterer Danmarks erhvervshavne.
”Kommunerne ser, at de kan lave hurtige penge ved at anvende havnearealer til boliger, men på lang sigt vil det give bagslag,” siger direktør for Brancheforeningen Tine Kirk Pedersen.
”Erhvervshavnene er lokale og regionale vækstmotorer, som skaber masser af arbejdspladser. Vi har lavet oplandsanalyser, som viser, at op imod 10 procent af arbejdspladserne i en kommune genereres direkte eller indirekte af havnene.”
Det risikerer kommunerne at sætte over styr, hvis de etablerer boliger på havnefronten, mener brancheforeningen.
”Det fører til en usikkerhed for de virksomheder, der ligger på havnene. Kan de få forlænget deres lejeaftaler? Bliver de nu tvunget til at flytte? Den slags usikkerheder begrænser investeringslysten og dermed jobskabelsen,” siger Tine Kirk Pedersen.
At blande industri og boliger på havnene kan desuden være en farlig cocktail.
”Ofte opstår der gnidninger mellem beboerne og erhvervslivet, fordi førnævnte ikke er indstillet på at skulle leve med den støj og natlige aktivitet, der er på en erhvervshavn.”
Kommuner bør tænke langsigtet
Brancheforeningen oplever ikke en generel tendens til, at erhvervshavnene underprioriteres i de danske kommuner, men mener, at der er grund til at råbe vagt i gevær.
”Vi mener, at man bør tænke langsigtet og værne om arbejdspladserne på havnene. Har man først lukket virksomheder for at bygge boliger, kommer arbejdspladserne ikke igen,” siger Tine Kirk Pedersen.
Når flere kommuner vil bygge boliger på havnefronten, kan det hænge sammen med, at erhvervsaktiviteten dalede efter finanskrisen, og at man stadig mærker efterdønningerne.
Men konjunkturerne går op og ned, og der er masser af vækstmuligheder i de danske erhvervshavne, mener Tine Kirk Pedersen.
”Nye forretningsområder kommer til. Erhvervshavnene vil stadig have en base inden for eksempelvis fiskeri, men mange steder kommer man også til at specialisere sig inden for andre områder,” siger hun.
”For
eksempel vil mange erhvervshavne fremover blive transformeret for at
kunne servicere offshore vindindustrien, og det vil skabe mange flere
arbejdspladser. Derfor bør kommunerne værne om erhvervshavnene.”