Hvordan sikrer vi fremdrift i cirkulær økonomi? Hvordan gør vi den cirkulære tankegang rentabelt for erhvervslivet? Og hvad er de enkelte partiers vision for et cirkulært Danmark? Det giver miljøordførere og repræsentanter fra 8 partier i Folketinget deres bud på. Nedenfor kan du læse René Christensens, Miljøordfører, Dansk Folkeparti, besvarelser.
Hvad skal der til for at sikre en fortsat fremdrift i vores cirkulære tankegang?
I Danmark er der ingen tvivl om, at affaldssektoren er stedet at starte. Her har vi store mængder, og hvis vi lykkes med at opdele vores affald langt mere, end vi gøre i dag, vil jeg også mene, at vi kan kapitalisere denne udvikling. Vi skal samarbejde med selskaberne og de virksomheder, der skal deltage i udviklingen af systemet – opdelingen kan ikke kun ske hos borgerne. Vi skal have et ”ensartet” system i kommunerne, men der er stor forskel på kommunerne. Det handler om, at vi får en kritisk masse, som på sigt kan gøre opdelingen rentabel. Ligeledes skal transport og andet energi regnes med. I dag afbrænder vi affaldet, men hvis vi opdeler og genanvender, så skal det give en miljø- og klimaeffekt, som er målbar.
Hvordan gør vi det interessant og rentabelt for vores erhvervsliv at producere mere cirkulært?
Det handler om økonomi, image samt lovgivning. Det kommer ikke af sig selv, og derfor skal vi som lovgiver både nationalt og internationalt (EU) arbejde med at finde virkemidler i samarbejde med virksomhederne. Udviklingspuljer er desværre nok en del af dette arbejde. Ligeledes kommer der EU-lovgivning omkring produktansvar. Det giver nogle muligheder, og her skal vi i Danmark huske, at det påvirker markedet kraftigt, hvordan dette bliver implementeret i Danmark. Fra Dansk Folkepartis side ser vi frem til det arbejde, vi ser masser af udfordringer, men også gode muligheder for at øge den cirkulære økonomi betragteligt.
Hvad er din vision for et mere cirkulært Danmark?
Dansk Folkeparti og jeg ønsker, at madspild mindskes betragteligt, her har vi store muligheder i de offentlige køkkener. Ligeledes ønsker vi, at den cirkulære tankegang bliver en integreret del af lovgivningen fremadrettet. Borgerne i Danmark er klar til handling. Nu er det blandt andet politikernes ansvar, at der kommer løsningsforslag.