Flemming Birck Pedersen
Fjernkølingschef hos HOFOR
Fjernkøling er et billigere alternativ til traditionelle køleanlæg installeret i bygningen; det er mere miljøvenligt, det optager mindre plads, og så undgår man vedligeholdsproblematikker. Derfor er en investering i fjernkøling en god idé, siger fjernkølingschef hos HOFOR, Flemming Birck Pedersen.
Fjernkøling fungerer i princippet ligesom fjernvarme. Kølingen foregår gennem et sammenhængende rørsystem, der ligner det eksisterende system til distribution af fjernvarme. Forskellen er, at producenten bruger naturligt kølet vand, f.eks. fra en dyb sø eller Københavns Havn, som bliver transporteret til en kølecentral. I kølecentralen veksles kulden til et distributionssystem og sendes rundt i rørsystemet til kunderne. ”Al produktion foregår centralt i HOFORs fjernkølingscentraler og giver dermed kunden bedre plads og mindre arbejde med vedligeholdelse og drift. I forhold til konventionel køling reduceres CO2-udslippet væsentligt, og desuden er det billigere,” siger Flemming Birck Pedersen, fjernkølingschef hos HOFOR.
Vandet distribueres via rørledninger til kunderne, som ved hjælp af en veksler anvender det kolde vand til at køle vandet i deres egne systemer. Herefter sendes vandet retur til det centrale køleanlæg, hvor det på ny køles ned.
Økonomiske fordele
Når man som bygningsejer skifter til fjernkøling, reduceres udgifterne til drift og vedligehold væsentligt. Der betales en tilslutningsafgift, og derudover afregnes løbende en effektbetaling og en forbrugsbetaling. ”Samlet set betyder omlægningen, at flere virksomheder kan spare op til 30-40 % på udgifter til køl. Det er altså en betydelig økonomisk besparelse, da køling kan være en stor udgiftspost i driftsøkonomien,” siger Flemming Birck Pedersen.
Få en grønnere profil
Mange virksomheder og offentlige institutioner er i dag interesseret i en grønnere profil. Derfor er fjernkøling også det naturlige valg. ”Fjernkøling giver store besparelser på elforbruget, og man kan reducere sine CO2-udledninger med op til 70 %. Bruger I fjernkøling, opnår I derfor en række miljøfordele, der gør det lettere at leve op til krav i bygningsreglementets energiramme, når bygningen har behov køling,” siger Flemming Birck Pedersen.
Der vil desuden ikke være behov for anlæg på tag og facader, som man ser med traditionelle køleanlæg. Fjernkøling kan derfor frigøre op mod 80 % af den plads i ejendommens kælder, og samtlige anlæg fra taget kan fjernes helt og i stedet give plads til f.eks. en tagterrasse.
Danmark er først nu kommet med på bølgen
Fjernkøling er relativt nyt i Danmark, men det har været udbredt i Sverige længe, hvor det har dækket 39% af al behov for køling. ”Vi oplever stigende interesse, og vi er ved at udbygge vores anlæg i flere steder i København,” siger Flemming Birck Pedersen.